Herunder kan du læse vedtægterne for Vindmøllelaug Århus Bugt (VÅB)
§ 1: Navn og hjemsted.
- Interessentskabets navn er Vindmøllelaug Århus Bugt (VÅB)
- VÅB’s hjemsted er Århus Kommune.
§ 2: Formål.
- VÅB’ s formål er at producere elektricitet gennem etablering og drift af havvindmøller i Århus Bugt for dermed at bidrage til en bæredygtig energiforsyning i omkringliggende kommuner.
- VÅB ejer en andel af det samlede møller svarende til antal solgte andele i VÅB.
- De andele, som VÅB ikke aftager, afsættes til andre investorer (Kommuner, Elselskaber, Virksomheder og investeringsselskaber mv).
- VÅB vil udbyde det samlede projekt i samarbejde med en eller flere professionelle samarbejdspartnere, da det ikke forventes, at VÅB selv vil råde over de fornødne ressourcer til et projekt af denne størrelse.
§ 3: Interessenter.
- Som deltager i VÅB kan optages enhver, som efter gældende offentlige forskrifter har ret til at eje andele.
- En interessent skal som minimum tegne sig for mindst 3 andele.
- Alle interessenter skal opføres i en interessentskabsfortegnelse med angivelse af navn, adresse, e-mailadresse, antal andele, samt evt. andre krav fra det offentlige.
- En udskrift af protokollen skal stedse være dokumentation for, hvem der er interessenter og med hvilke ideelle andele.
- Interessenten har pligt til uopfordret at meddele VÅB ændringer af navn, adresse, e-mailadresse og bankkonto m.v.
- Interessenterne er forpligtede til at oplyse VÅB om man skattemæssigt benytter erhvervsmæssig opgørelse eller den simple skatteordning (skematisk opgørelse). Nye interessenter har samme forpligtelse.
- En interessent kan først indtræde efter godkendelse af bestyrelsen.
§ 4: Andele og omsætning af disse.
- VÅB er opdelt i ideelle andele, hvor én andel repræsenterer den ved etableringen forventede produktion på 1.000 kWh pr år.
- Bestyrelsen fører venteliste over interesserede købere med angivelse af navn, adresse og e-mailadresse.
- Andelene er frit omsættelige, dog har købere på venteliste forkøbsret til den fastsatte handelsværdi.
- Såfremt en deltager på venteliste ikke ønsker at benytte sin forkøbsret, kan man først genindtræde på venteliste igen efter 6 måneder.
- Andelenes handelsværdi fastsættes af ledelsen ud fra den regnskabsmæssige værdi per andel med behørigt hensyn til seriel nedskrivning af anlæg over 20 år.
- Der opkræves et administrationsgebyr på 5% af handelsværdien hos sælger ved salg til venteliste.
- Overdragelse af samtlige andele til børn eller ægtefælle kan foregå uden om venteliste, såfremt dette sker i forbindelse med skifteretsbehandling.
- Bestyrelsen kan fastsætte et gebyr for indtræden og udtræden ad interessentskabet.
- En interessent udtræder af VÅB ved salg af alle sine andele.
- VÅB kan opkøbe til venteliste, dog max. 10 % af det samlede antal andele.
§5: Generalforsamlinger.
- VÅB’s højeste myndighed er generalforsamlingen.
- Der afholdes ordinær generalforsamling hvert år i marts måned.
- Indkaldelser skal varsles med mindst 10 dage og højest 20 dages varsel til den af interessenten meddelte e-mailadresse. Såfremt der ikke kan fremsendes via e-mail fremsendes indkaldelse til oplyst postadresse mod et gebyr svarende til de dermed påløbne omkostninger, som fratrækkes førstkommende udbetaling. Ved indkaldelse til ordinær generalforsamling skal regnskabet foreligge tilgængelig i forbindelse hermed på VÅB’s hjemmeside.
- Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen anser det for nødvendigt eller såfremt mindst 1/10 af interessenterne skriftligt ytrer ønske herom, med angivelse af hvad der ønskes behandlet. Indkaldelse skal ske senest 4 uger efter modtaget skriftlig begæring.
- Generalforsamlinger afholdes i Århus kommune.
- Dagsorden på den ordinære generalforsamling skal som minimum indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Valg af referent og stemmetællere.
- Bestyrelsens beretning for det forløbne år til godkendelse.
- Godkendelse af regnskab og forslag til anvendelse af overskud eller inddækning af tab.
- Fremlæggelse af budget og andelenes handelsværdi.
- Indkomne forslag.
- Valg af bestyrelse samt suppleanter iht. §7.
- Valg af statsautoriseret eller registreret revisor.
- Eventuelt
§6: Stemmeret og beslutninger
- På generalforsamlingen repræsenterer hver interessent 1 stemme.
- Der kan afgives stemme ved fuldmagt, dog kun én fuldmagt per fremmødt.
- Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.
- Vedtægtsændringer og beslutninger af større økonomisk konsekvens som ekstraordinær renovering af møllerne eller salg af VÅB’s aktiver kræver mindst halvdelen af stemmerne er repræsenteret og at 2/3 af de fremmødte stemmer derfor. Såfremt mindre end halvdelen er repræsenteret, men mindst 2/3 af de fremmødte har vedtaget forslaget, kan forslaget vedtages på førstkommende generalforsamling med 2/3 flertal blandt de fremmødte.
- Bestyrelsen kan fremsende forslag til skriftlig afstemning blandt medlemmerne: Afstemning sker per brev inden en af bestyrelsen fastlagt dato og kan besluttes iht. pkt. 3 og 4 i nærværende paragraf.
§7: Daglig ledelse.
- VÅB ledes af en bestyrelse, som består af 7 medlemmer. Herudover vælges 2 suppleanter.
- Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen, idet 3 vælges i lige år og resten i ulige år.
- Til bestyrelsen kan maksimalt vælges én person per husstand.
- Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
- Bestyrelsen kan kun modtage honorar efter godkendelse på generalforsamlingen. Omkostninger i forbindelse med bestyrelsesarbejdet afholdes af interessentskabet.
- Bestyrelsen er bemyndiget til at ansætte personale til varetagelse af nødvendig daglig drift.
- VÅB tegnes af formand + 1 bestyrelsesmedlem eller 4 bestyrelsesmedlemmer i forening.
- Bestyrelsen er berettiget til at indmelde VÅB i relevante foreninger, som varetager vedvarende energiinteresser. Udgifter hertil afholdes af interessentskabet.
- Bestyrelsen er beslutningsdygtig såfremt mindst 4 medlemmer er til stede.
- Der føres protokol over bestyrelsens beslutninger.
- Ved stemmelighed i bestyrelsen er formandens stemme afgørende.
- Bestyrelsen er pligtig at sikre, der minimum er tegnet en ansvarsforsikring for møllerne.
- Bestyrelsen eller enkelte bestyrelsesmedlemmer kan afsættes på en ekstraordinær generalforsamling ved almindeligt flertal.
§8: Hæftelse og gældsætning
- Gældsætning af VÅB kan ikke finde sted. I forundersøgelsen kan VÅB dog stifte gæld svarende til det statsgaranterede tilskud, som ikke skal tilbagebetales i tilfælde af projektet ikke gennemføres.
- Interessenter hæfter personligt over for selskabets kreditorer, dog maksimalt et beløb svarende til den indbetalte andelskapital.
- Mellem interessenter hæftes i forhold til andelsantallet.
- VÅB kan ikke gøres til genstand for kreditorforfølgning af gæld, som er VÅB uvedkommende.
- Ingen fordring kan kræves af den enkelte interessent, uden at kravet forinden er rejst over for interessentskabet.
- Til imødegåelse af evt. fordringer skal VÅB hensætte 10 % af den årlige bruttoindtjening til en fond, indtil fonden udgør mindst 10% af den indskudte kapital.
- Fondens midler skal alene anbringes i korte danske obligationer eller bankindskud.
§10: Regnskab og udbetaling
- Regnskabsåret følger kalenderåret.
- Efter fradrag af udgifter og henlæggelser fordeles udbetaling til interessenterne i henhold til antal andele
- Udbetaling sker til den af interessenten anviste bankkonto én gang årligt umiddelbart efter ordinær generalforsamling.
§ 11: Interessentskabsandele
- Interessentskabsandele kan alene pantsættes til sikkerhed for lån optaget til køb af andele.
- Pantsætningen anmeldes over for bestyrelsen, som foretager notering herom.
- Udbetaling til pantsatte andele kan kun ske efter anvisning fra panthaver.
§12: Misligholdelse.
- Overholder en interessent ikke vedtægterne, kan bestyrelsen standse udbetalingen til interessenten, indtil forholdet er bragt i orden.
- Såfremt en interessent væsentlig misligholder nærværende aftale, kan vedkommendes videre deltagelse i VÅB ophæves af bestyrelsen.
- Ved udtræden pga. misligholdelse mister den opsagte sine rettigheder som interessent og den pågældende har pligt til straks at afhænde alle sine andele.
- Alle omkostninger i forbindelse med misligholdelse af vedtægterne betales af den interessent, der misligholder disse.
§13: Opløsning
- VÅB kan opløses i henhold til bestemmelserne i § 6.
- Ved opløsning udarbejdes en status over VÅB’s aktiver og passiver, hvorefter aktiverne realiseres til dækning af passiver. Det fremkomne over- eller underskud deles ligeligt mellem interessenterne i forhold til antal andele.
§14: Tvistigheder
- Alle sager mod VÅB anlægges ved retten i Århus.
Således vedtaget på stiftende generalforsamling
Århus 7. oktober 2009
Ændret på den ekstraordinære generalforsamling 14. oktober 2010.



